Anmeldelse af “Hvor der er vilje” af Jeffrey Archer

itemimage-aspx

Titel: Hvor der er vilje

Forfatter: Jeffrey Archer

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Udgivet: 27. september 2016

Antal sider: 436

Vejl. pris 299,95 kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-10000609-10000609-100


I tiden efter Første Verdenskrig vokser Harry Clifton op i den fattige del af Bristol i England med en hårdtarbejdende, enlig mor og en historie om en far, der blev dræbt under krigen. Da Harry lærer den frygtelige sandhed at kende om farens død, ændres alt. Men det er ikke den eneste hemmelighed, der har præget Harrys liv. Harrys mor er nemlig ikke sikker på, om Harry er søn af havnearbejderen Arthur Clifton, eller om han er den uægte søn af arvingen til et stort rederiselskab.

“Hvor der er vilje” er første bind i en ny trilogi. Bind to og tre forventes udgivet i forår og efterår 2017.

“Hvor der er vilje” er en historie om kærlighed, tab og klasseskellene i 20’erne og 30’erne. Historien er underholdende og enkelte gange endda spændende, men det er ikke en bog, man tænker over, når man lægger den fra sig, den indeholder ikke en god pointe, som man kan tage med sig, og den efterlader ikke noget videre indtryk – På en eller anden måde virker historien ligegyldig. Til gengæld er den godt fortalt. Forfatteren har ladet forskellige karakterer skiftes til at fortælle deres side af historien, hvilket fungerer rigtig godt, da man på den måde får et nuanceret billede af begivenhedernes gang. Derudover er de skiftende fortællere med til at gøre historien varieret, og jeg kan derfor godt lide den måde, Jeffrey Archer har valgt at bygge historien op på.

Bogen er på 436 sider, kapitlerne er korte, bogstaverne er store, og bogen er skrevet i et let og læsevenligt sprog. “Hvor der er vilje” er derfor både hurtigt og let læst.

Det er tydeligt, at bogens slutning skal gøre læseren nysgerrig efter at læse bind to og tre, men det lykkes ikke rigtig, og jeg regner ikke med at læse de to kommende bøger. “Hvor der er vilje” kan sagtens fungere som underholdende læsning, men der findes andre og bedre historier, jeg hellere vil bruge tid på. Derfor får “Hvor der er vilje” tre ud af seks hjerter.

Comments are closed.