Anmeldelse af “Kærlighedsbrevet” af Lucinda Riley

Titel: Kærlighedsbrevet

Forfatter: Lucinda Riley

Forlag: Cicero

Udgivet: 24. maj 2018

Antal sider: 480

Vejl. pris: 299,95  kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-10000609-100

Journalisten Joanna skal dække mindegudstjenesten for den berømte skuespiller sir James Harris. Da en gammel dame pludselig får et ildebefindende i kirken, må Joanna hjælpe hende hjem. Nogle uger senere modtager Joanna en kryptisk besked og et gammelt kærlighedsbrev fra den gamle dame. Men hvem er de to elskende, og hvorfor får Joanna brevet?
Hvad Joanna ikke ved er, at samme dag som James Harris døde, forsvandt de berømte ravne, som har våget over Tower of London og den engelske kongefamilie i århundreder, og ifølge legenden er det et varsel om monarkiets undergang. Er der en forbindelse mellem ravnenes forsvinden, James Harris’ død og det gamle kærlighedsbrev?

“Kærlighedsbrevet” er først og fremmest en spændingsroman og sekundært en kærlighedshistorie. Så hvis man regner med at læse en typisk Lucinda Riley-roman, skal man lige omstille sig. Men historien er både spændende og underholdende, og jeg var især begejstret for første halvdel af bogen. Handlingen er fuld af tempo, og Joannas jagt på sandheden er vitterlig hæsblæsende. Sidste del af bogen bliver lidt for actionpacked til min smag.

Normalt kan jeg godt lide, når forfattere inddrager virkelige begivenheder eller personer i deres historier, da det kan få historien til at virke troværdig. Men i “Kærlighedsbrevet”, hvor det britiske kongehus bliver inddraget og endda med en blanding af virkelige og fiktive personer, får det på en eller anden måde historien til at virke utroværdig.

Handlingen i “Kærlighedsbrevet” kunne godt have dannet grundlag for en “klassisk” Lucinda Riley-roman med kærlighed og slægtshistorie. Men det virker som om, at Riley så gerne har ville skrive en spændingsroman, at der er blevet skruet en anelse for meget på de spændingsskabende parametre. Havde historien været mere i stil med Rileys tidligere bøger, havde den haft en helt anden virkning og var nok også blevet mere troværdig. Men jeg var underholdt fra start til slut, og hvis du er Lucinda Riley-fan, vil jeg bestemt anbefale “Kærlighedsbrevet”.

“Kærlighedsbrevet” er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Comments are closed.