Q & A med Ulla Hinge Thomsen

116461_4256_98fc84661e814a2192fc8aafad58cfab_original

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Charlotte Weisenfeld

Ulla Hinge Thomsen er forfatteren bag bogen ”Tilgiv”. Ulla er uddannet cand. mag. og journalist. Hun har tidligere arbejdet som redaktør og redaktionschef, men er i dag indehaver af Hinge Thomsen Kommunikation og blogger på Bogliv.dk. I 2015 udgav Ulla Hinge Thomsen bestselleren ”Særligt sensitiv”.

 

Hvorfor er det vigtigt at tilgive både sig selv og andre?
Fordi vi bruger alt for meget energi, når vi bærer nag. Selv om vi måske ønsker at ‘straffe’ den, der har gjort os ondt, ender vi med at straffe os selv allermest med de negative tanker. Tilgivelse er også en vej til at bevare venskaber, kærlighedsforhold og familiebånd, som betyder noget for os og giver os glæde i livet.

I forordet skriver du, at du besluttede dig for at undersøge, om vi mennesker bliver lykkelige, sunde og stærke af at tilgive? Bliver vi det?
Nogle gør i hvert fald. Jeg tror stadig ikke på tilgivelse som et quick fix, for det kan være virkelig svært og tager ofte lang tid, og indimellem lykkes det ikke. Men de mennesker, jeg har talt med – eksperter og cases – har overbevist mig om, at det er arbejdet værd at prøve at tilgive, for når det lykkes, er det meget lykkeligt.

Hvorfor er det så svært at tilgive?
Det er der mange grunde til, men en af de største er, at vi er bange for at virke ‘svage’. Vi tror ofte fejlagtigt, at tilgivelse er det samme som at sige, at det er okay at træde på os. Men at kunne tilgive er meget stærkt. En anden grund kan være, at vi har svært ved at tilgive os selv, at vi ikke er perfekte, og derfor også har svært ved at tilgive andres fejl.

Du skriver, at vi skal tilgive de relationer, vi gerne vil have bliver i vores liv. Men hvorfor skal vi ikke tilgive de relationer, vi ikke længere vil have i vores liv, for naget er der vel stadig?
Det skal vi bestemt også. Jeg er for eksempel ret fascineret af Signes historie i bogen. Hun har tilgivet sin alkoholiserede mor, men har valgt ikke at involvere sig mere i hende, så længe hun ikke er ædru. Signe har virkelig fundet fred og fået mere energi til sin mand og sine børn ved at give slip på vreden, og hun fortæller om sin mor med stor kærlighed, selv om de ikke ses mere.

Nævn tre vigtige redskaber til at tilgive andre.
Accept, forståelse og vedholdenhed. For at kunne tilgive må du først se det skete i øjnene (accept). Dernæst kan du forsøge at sætte dig ind, hvorfor det sket, og hvordan situationen så ud for den anden (forståelse). Og når du har besluttet dig for at give slip på vreden, skal du regne med at bruge energi på at holde fast i den beslutning. Tilgivelse er en proces, som kræver gentagelse (vedholdenhed).

Nævn tre vigtige redskaber til at tilgive sig selv.
At tilgive sig selv er ikke så anderledes fra at tilgive andre – bortset fra, at vi kan have endnu sværere ved det, fordi vi stiller højere krav. Men er der nogen grund til, at du skal være et bedre menneske end andre? Er det ikke godt nok, at du gør det så godt, du kan?

Hvad har du selv fået ud af arbejdet med bogen? Er du blevet bedre til at tilgive?
Ud over at jeg er blevet meget inspireret af de store tilgivelseshistorier, som de medvirkende i bogen har fortalt mig, har den største gevinst for mig faktisk været arbejdet med den lille tilgivelse. Alle de små uretfærdigheder, man bliver udsat for i hverdagen, kan nage og irritere; men hvis man kan tænke, at andre mennesker gør det så godt, de kan, og at det handler om alt mulig andet end en selv, undgår man megen ærgrelse. Det øver jeg mig på nu.

Comments are closed.