Q & A med Carina Bergfeldt

Carina_Bergfeldt_Foto_Andreas_Bardell

Af Charlotte Weisenfeld

Carina Bergfeldt arbejder som journalist på det svenske Aftonbladet og har bl.a. skrevet om massevoldtægter i Indien og narkokarteller i Mexico.
Hendes artikelserie om tragedien på Utøya indbragte hende Den Store Journalistpris i Sverige for årets bedste reportage.
Derudover har hun skrevet krimien “Fadermord”, der udkom på dansk I 2014.

Hvorfor skrev du Syv dage til døden?
Det startede som en artikelserie til Aftonbladet. Vi havde 2,2 millioner læsere den uge, og vi havde aldrig oplevet noget lignende før. Seks måneder efter, at artiklerne var udgivet, fik jeg stadig e-mails fra folk, der ikke kunne glemme dem, og jeg havde det på samme måde. Et år efter ville jeg tilbage og lave en opfølgning, men min redaktør sagde nej, så i stedet tog jeg fire ugers ferie henover sommeren og vendte tilbage til Texas for at skrive bogen.

Hvordan fandt du frem til Vaughn Ross?
På Texas’ hjemmeside kan man se de kommende henrettelser. Normalt foretager de en henrettelse om måneden, men kort før sommerferien var der pludselig tre henrettelser på 10 dage. Det virkede som om, at det lige skulle klares inden ferien.

Så jeg sendte et brev til hver af de tre fanger og spurgte, om de havde lyst til at tale med mig. Vaughn var den eneste, der sagde ja. Han brød sig ikke om at tale med de lokale medier, da han havde fået en del negativ omtale, men han var nysgerrig og ville gerne vide, hvorfor jeg ville flyve hele vejen til Texas for at tale med ham.

Hvad er formålet med bogen?
Folk glemmer, hvor mange mennesker, der bliver påvirket af en henrettelse. Det er ikke kun den dømte, men også alle dem, der er med til henrettelsen som fængselspersonalet, pårørende til den dømte, pårørende til offeret og journalister – mennesker, der efter henrettelsen skal tage hjem og forsætte deres liv.

I Sverige er der en stigende tilslutning til dødsstraf. Før gik 12 procent ind for dødsstraf, nu er tallet steget til 24 procent. Det er en rimelig høj stigning. Man må gerne gå ind for dødsstraf, men man skal være opmærksom på, hvor mange mennesker der bliver påvirket.

Hvad synes du om Vaughn?
Jeg kunne godt lide ham. Han var høflig, glad og sød.

Var du bange for at interviewe ham?
Nej, men jeg var bange, da jeg gik ind på dødsgangen. De vil gerne have, at du er bange. Rundt om fængslet er der fire tårne, og der sidder hele tiden en vagt, der er klar til at slå dig ihjel.

Da jeg ankom, sagde den presseansvarlige til mig: Lad vær med at gå på græsset, hvis du ikke vil skydes. Hvis du træder på græsset, så må vagten skyde dig. Jeg fik næsten helt lyst til at træde på græsset, fordi det er så fjollet.

Overvejede du at overvære Vaughns henrettelse?
Ja, jeg ville gerne have været der, men udenlandske journalister må ikke være til stede, så jeg stod udenfor porten og ventede, da han døde. Så snart det var overstået, kom den presseansvarlige ud til mig og fortalte, hvordan det var gået og hvad Vaughns sidste ord havde været. Det var rigtig svært at stå udenfor og vide, hvad der foregik indenfor.

Forstår du, hvorfor kvinder som Maria Brehm skriver til mordere på dødsgangen?
Ja. En af fordelene ved at have været på denne tur er, at jeg har fået større forståelse for folks situationer. Før ville jeg haft svært ved at forstå, hvorfor man skriver til en morder, men forestil dig, at du har været i et voldeligt forhold eller er blevet misbrugt. Jeg siger ikke, at det er sket for Maria, men pludselig er der den her person, han er sød, opmærksom og betænksom. Han kan aldrig skade dig, han kan ikke være utro, han kan aldrig være til fare for dig, og han har ikke noget at lave i løbet af dagen, så han kan skrive til dig hver dag. Alt hvad du siger har betydning for ham, du er hele hans verden. Hvis man er vant til at blive behandlet dårligt, så kan jeg godt forstå, hvorfor man skriver til en morder. Som sagt, jeg siger ikke, at det gælder Maria, men jeg har interviewet mange misbrugte kvinder, og jeg har besøgt et svensk fængsel, hvor der sidder en berømt svensk morder, der blev gift, mens han sad inde. Jeg ville forhåbentlig aldrig selv falde for en indsat, men jeg kan godt forstå, hvorfor nogle gør det. Det er det gode ved at møde andre mennesker, så har man muligheden for at stille spørgsmål, og så kan man bedre forstå. Det kan jeg godt lide.

Hvad synes du om dødsstraf?
Jeg synes det er forfærdeligt. Det er forkert. Men bogen skal hverken argumentere for eller imod dødsstraf, den skal give stof til eftertanke.

Har du planer om at skrive en bog mere?
Jeg er meget fascineret af præsten i bogen, og jeg har også været tilbage og besøge ham flere gange siden. Jeg var der faktisk til nytår. Han har haft et spændende liv. Han er den eneste, der har hørt de dømtes sidste bekendelser. Så måske skriver jeg en bog om ham. I efteråret brugte jeg en uge hos Ku Klux Klan i USA, så måske skriver jeg om dem i stedet. Jeg ved det ikke helt endnu. Min artikel om Ku Klux Klan blev faktisk bragt i Ekstra Bladet for noget tid siden.

 

Comments are closed.