Anmeldelse af “Havets hvisken” af Kimberly Freeman

skaermbillede_2016-08-16_kl-_13-46-26_1024x1024

Titel: Havets hvisken

Forfatter: Kimberly Freeman

Forlag: Flamingo

Udgivet: 8. september 2016

Antal sider: 632 (e-bog format)

Vejl. pris 99,00 kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-10000609-100


Libby Slater vender hjem til kystbyen Lighthouse Bay i Australien efter mange år i Paris. Hendes gifte elsker er netop død, og han har i tidernes morgen købt et hus til Libby på hendes hjemegn, som hun nu flytter ind i. Libby har ikke været hjemme i 20 år, hvilket bl.a. skyldes en strid med hendes søster, men Libby håber, at hendes søster endelig er klar til at tilgive hende.
Mere end hundrede år tidligere er et skib sunket ud for den australske kyst. Den eneste overlevende er Isabelle Winterbourne, der er på flugt fra sin mand og svigerfamilie. Om bord var desuden en yderst værdifuld gave fra det engelske kongehus til det australske parlament. Alt på skibet er gået tabt – det er i hvert fald, hvad de fleste tror.

“Havets hvisken” er en bog om kærlighed og tab. Bogen indeholder to forskellige historier fra henholdsvis 1901 og 2011, og de to historier er forbundet, da de begge finder sted ved fyrtårnet i Lighthouse Bay. Egentlig kan jeg bedst lide historien om Libby, men begge historier er fine, og “gamle” kærlighedshistorier kan have en vis charme, da de tager os med tilbage til en anden tid – en tid, hvor man greb kærligheden an på en helt anden måde, end vi gør i dag. Derfor er det så fint, at “Havets hvisken” indeholder to forskellige historier fra to forskellige verdner.

Historien om Isabelle fylder mest, og selvom den til tider er lidt langtrukken, så er den sidste del af Isabelles historie faktisk den bedste del af bogen. Historien om Libby er mere overfladisk, og man kunne godt have ladet Libbys historie fylde mere, så læseren i højere grad havde mulighed for at indleve sig i hendes historie. Libbys historie lægger nemlig i høj grad op til at røre læseren, men det lykkedes ikke helt. Derfor får “Havets hvisken” fire ud af seks hjerter.

Historien om Isabelle har flere ligheder med bogen “Lyset i havet”, der handler om Tom og hans kone Izzy der i 1926 passer fyret på den australske ø Janus. Så hvis du kan lide historien om Isabelle, kan du måske også lide “Lyset i havet”. Du kan læse anmeldelsen af “Lyset i havet” her.

“Havets hvisken” er indtil videre kun udkommet som e-bog, og det er endnu ikke besluttet, hvornår den udkommer som bog.

Comments are closed.