Anmeldelse af “Tørst” af Jo Nesbø

Titel: Tørst

Forfatter: Jo Nesbø

Forlag: Modtryk

Udgivet: 21. marts 2017

Antal sider: 524

Vejl. pris: 299 kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-100

En kvinde bliver fundet myrdet i sin lejlighed efter en Tinder-date. Hendes krop er tømt for blod, og hun har bidemærker på halsen. Medierne og politiets ledelse presser hårdt på for at få en hurtig opklaring af det brutale mord, og politiet beder derfor den tidligere drabsefterforsker Harry Hole om hjælp. Der er gået tre år siden handlingen i “Politi”, og Harry underviser nu på Politiskolen. Han har intet ønske om at vende tilbage til politiet, men da endnu et offer bliver fundet, indser Harry, at han er nødt til at fange den morder der tidligere slap væk.

“Tørst” er 11. bog i krimiserien om Harry Hole og et must-read for alle Harry Hole-fans. Historien er spændende, uforudsigelig og indeholder flere overraskende twists, samtidig er den særdeles velskrevet, og alle de løser ender og ubesvarede spørgsmål der melder sig i løbet af historien bliver på fineste vis samlet op og flettet sammen til sidst i bogen. “Tørst” er ganske enkelt en rigtig god krimi.

Bogen kan godt læses selvstændigt, men det er en fordel at have læst de foregående bøger, da der flere gange refereres til tidligere hændelser. Det er efterhånden nogle år siden, at de forskellige bøger i serien er udkommet, og det kan derfor være svært at huske de episoder der refereres til. Jeg har f.eks. svært ved at huske, hvorfor Harry og morderen kender hinanden, og jeg synes ikke, at der bliver gjort ordentligt rede for det i historien, så hvis jeg havde haft tid, havde jeg læst hele serien inden, at jeg gik i gang med “Tørst”.

“Tørst” får fem ud af seks hjerter.

Har du lyst til at læse serien om Harry Hole? Så er bøgerne oplistet i kronologisk rækkefølge:
Flagermusmanden
Kakerlakkerne
Rødhals
Sorgenfri
Marekors
Frelseren
Snemanden
Panserhjerte
Genfærd
Politi
Tørst

Comments are closed.