Anmeldelse af “Miraklernes nat“ af A.J. Kazinski

Titel: Miraklernes nat

Forfatter: A.J. Kazinski 

Forlag: Politikens Forlag

Udgivet: 7. november 2017

Antal sider: 448

Vejl. pris: 300,00 kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-100

Hvordan er jeg endt her? Sådan spørger gidselforhandleren hos Københavns Politi, Niels Bentzon, sig selv, igen og igen. Hans elskede kone, astrofysikeren Hannah Lund, er terminalt syg. Hun er rejst til Sydfrankrig i et desperat forsøg på at blive mirakuløst helbredt. Og mens Niels står tilbage, alene med to små børn og udsigten til et liv uden Hannah, havner han pludselig midt i en spektakulær mordsag: En 33-årig gymnasielærer findes myrdet i en kælder på Nørrebro. Hvad der ved første øjekast ligner et fatalt knivopgør, viser sig at blive startskuddet til en sag, der trækker tråde tilbage til Jesus korsfæstelse. Gymnasielæreren er nemlig blevet korsfæstet.

“Miraklernes nat” er femte og afsluttende bind i A.J. Kazinskis serie om Niels Bentzon og Hannah Lund.
A.J. Kazinski er et pseudonym for forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.
Anmeldelsen tager udgangspunkt i “Miraklernes nat”, men er primært en anmeldelse af serien som helhed, da bøgerne har mange ligheder. (Du finder en kronologisk opremsning af bøgerne i serien nederst på siden).

Jeg læste på kort tid alle fem bøger om Niels Bentzon og Hannah Lund. Det er til tider barsk, men virkelig spændende læsning. For serien er ikke “kun” en krimiserie. Den handler i lige så høj grad om filosofi og historie, hvilket tilfører en ekstra dimension til krimiplottet, og gør det endnu mere interessant. Substansen i de fem bøger får de to forfattere til at virker både vidende og kompetente.

De første tre bøger i serien minder lidt for meget om hinanden, da de alle handler om Sokrates og livet efter døden. Men opklaringsarbejdet og karaktererne gjorde, at jeg alligevel ikke kunne lægge bøgerne fra mig.

Niels og hans kollega Leon begyndte i løbet af bøgerne at føles som gode venner. Der var på en eller anden måde noget trygt og velkendt ved at vende tilbage til deres verden, – selvom den ofte er virkelig grum. For uanset hvor bestialsk forbrydelsen er, så ved man, at Niels og Leon klarer problemerne. Derudover kan jeg godt lide det indbyrdes forhold mellem de to karakterer.
Jeg er derimod ikke så begejstret for Hannah Lund. Karakteren er fin som Niels’ kone. Men hun fylder for meget i opklaringsarbejdet. Først i “Miraklernes nat” begyndte jeg at fatte interesse for hendes del af historien.

“Miraklernes nat” er, efter min mening, den bedste bog i serien, både i forhold til krimiplottet og karakterernes personlige historier. Så det er virkelig ærgerligt, at det samtidig er sidste bog i serien. Jeg ville ønske, jeg stadig havde bøgerne til gode, så hvis du endnu ikke har læst dem, så glæd dig!

Både “Miraklernes nat” og serien som helhed får fem ud af seks hjerter.

Bøger i serien om Niels Bentzon:
Den sidste gode mand
Søvnen og døden
Den genfødte morder
Drømmetyderens død
Miraklernes nat

Comments are closed.