Anmeldelse af “Lupus” af Jens Henrik Jensen

Titel: Lupus

Forfatter: Jens Henrik Jensen

Forlag: Politikens Forlag

Udgivet: 6. september 2018

Antal sider: 520

Vejl. pris: 300 kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-100

Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede. Han ser frem til weekenderne med sin søn, men deres forhold er problemfyldt. Da den tidligere PET-chef Axel Mossman spørger, om Oxen kan tage til Jylland og kigge efter en forsvunden gårdejer og tidligere departementschef, siger Oxen først nej. Men da han kan kombinere opgaven med en vinterferietur med sønnen, siger han alligevel ja. Det bliver en tur der leder Niels Oxen tilbage til sin gamle makker Margrethe Francks fortid. En fortid, der er langt mere hemmelighedsfuld og farlig, end nogen aner.

”Lupus” er fjerde selvstændige bind i krimiserien om Niels Oxen.

Jeg kendte ikke Oxen-serien inden, jeg læste “Lupus”, der sagtens kan læses selvstændigt. Enkelte gange refereres der til de foregående bøger, men på en måde, så man føler sig tilpas velinformeret. Efter at have læst “Lupus”, har jeg besluttet mig for at læse resten af serien. Ikke så meget på grund af referencerne til tidligere, men fordi “Lupus” er en god krimi.

Bogen er bygget op omkring en primær og en sekundær historie, og det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvordan de to historier hænger sammen. Men det hele ender med at give mening på fineste vis. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at Jens Henrik Jensen må have haft et enormt overblik, da han skrev bogen, for der er virkelig styr på detaljerne. Man får flere aha-oplevelser undervejs.

Hovedpersonen Niels Oxen kæmper med et dystert sind. Faktisk minder Oxen mig bl.a. om krimiforfatter Jesper Steins hovedperson “Axel Steen” og Jussi Adlers karakter “Carl Mørck”. Derfor kan Niels Oxen godt komme til at virke lidt for velkendt. Men på den anden side er karakterens personlighed vigtig for historien, så jeg har samtidig svært ved at se, at han kan være anderledes.

Jeg mødte for nylig Jens Henrik Jensen til et arrangement. Her spurgte jeg ham, hvorfor Oxen er, som han er. I følge Jens Henrik Jensen er der mere “kød” på en karakter, der skiller sig ud fra mængden, mens det normale simpelthen bliver for kedeligt. Jeg ved ikke om jeg er enig, da Sara Blædes “Louise Rick” og Øbro og Tornbjergs “Katrine Wraa” ikke kæmper med lignende problemer, men alligevel danner grundlag for nogle rigtig gode krimier. Men det var interessant at høre Jens Henrik Jensens svar, da ligheden mellem Oxen, Axel Steen og Carl Mørck var noget af det, jeg tænkte over, da læste “Lupus”.

“Lupus” er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Bøger i serien om Niels Oxen:
De hængte hunde
De mørke mænd
De frosne flammer
Lupus

Comments are closed.