Anmeldelse af “Kridtmanden” af C.J. Tudor

Titel: Kridtmanden

Forfatter: C.J. Tudor

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 19. april 2018

Antal sider: 320

Vejl. pris: 199,95  kr.

hearts-icon-64hearts-icon-6400609-10000609-10000609-10000609-100

Eddie og hans venner bor i en søvnig, engelsk landsby. For at fordrive tiden tegner de små kridtmænd på byens fortove, – symboler som kun de ved, hvad betyder.
En dag begynder der at dukke fremmede kridttegninger op. Kridttegninger der fører drengene ud i skoven, hvor de gør et makabert fund.
30 år senere modtager Eddie og hans venner pludselig et brev med en enkelt kridtmand. De tror alle sammen, at det er en spøg, – indtil det går galt igen…

Inden jeg gik i gang med “Kridtmanden”, læste jeg et par steder, at bogen skulle være så spændende, at den er svær at lægge fra sig, når først man er gået i gang. Sådan havde jeg det ikke. Historien er uforudsigelig og fuld af løse ender, man gerne vil have forbundet, og derfor læser man videre. Men handlingen bliver trukket så meget i langdrag, at det tager noget af spændingen, og jeg var derfor utålmodig efter at blive færdig med bogen.

Jeg kan godt lide spændingsromaner, hvor historien er realistisk og troværdig, da det bl.a. er noget af det, der skaber spænding. Jeg skal helst tro på, at det kan ske i virkeligheden. Det gør jeg ikke med “Kridtmanden”. Måske sker der så meget i historien, at det til sidst virker for grotesk, eller også er den ikke genkendelig nok til min smag. Men hvis man f.eks. er til bøger som “Kvinden i toget” af Paula Hawkins og “Kvinden i kahyt nr 10” af Ruth Ware, kunne “Kridtmanden” godt være interessant, da stilen i de tre bøger minder om hinanden.

”Kridtmanden” er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Comments are closed.