Titel: Blodspor
Forfatter: Julie Hastrup
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 20. september 2018
Antal sider: 448
Vejl. pris: 250 kr.
Et postbud gør et makabert fund i et parcelhus på en hyggelig villavej nord for København, – her er en familie blevet dræbt, mens de sad rundt om middagsbordet. Privat kæmper Rebekka Holm med at acceptere den forfærdelige situation, hun selv befinder sig i efter, at hendes elskede Niclas blev stukket ned i Finland. For ikke at bryde helt sammen, graver hun sig ned i sagen om massedrabet. Det viser sig, at der findes en overlevende datter, og da hun forsvinder sporløst, kommer Rebekka og hendes kollegaer på sporet af dybe, grusomme hemmeligheder, som hidtil har været godt gemt bag den pæne facade.
”Blodspor” er syvende selvstændige bind i krimiserien om Rebekka Holm.
I sommer forsøgte jeg at gå i gang med “En torn i øjet”, der er første bog i serien om Rebekka Holm, men den fangede mig ikke rigtig, så jeg opgav. Efter at have læst “Blodspor”, får serien en chance til. For selvom indledningen i “Blodspor” egentlig er ret fængende, skulle jeg lidt ind i bogen før, at den for alvor fangede mig. Primært fordi, at historien omkring postbudet er lidt bizar. Men da først det gik op for mig hvad historiens egentlige tema var, blev den både interessant og spændende. Dele af historien er inspireret af virkelige hændelser, hvilket både gør den endnu mere interessant og brutal. Så måske opgav jeg den første bog for hurtigt.
Jeg kan godt lide Julie Hastrups skrivestil og stemningen i bogen. Det er svært helt at sætte fingeren på, hvad det er, der gør det. Men umiddelbart tror jeg, at det er sproget og den enkle måde, julie skriver på der gør, at historien bliver både underholdende og nem at leve sig ind. Det lyder måske underligt, at en krimi kan være hyggelig, men jeg hyggede mig virkelig, da jeg læste “Blodspor”, og selvom det ikke er alle dele af historien, jeg synes der er lige troværdige, så var jeg underholdt fra start til slut.
”Blodspor” er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.
Billedet er pressemateriale fra forlaget.
Bøger i serien om Rebekka Holm:
En torn i øjet
Det blinde punkt
Blodig genvej
Portræt af døden
Farlig fortid
Mirakelmanden
Blodspor