Anmeldelse af “Blodmåne” af Katrine Engberg

Titel: Blodmåne

Forfatter: Katrine Engberg

Forlag: People´s Press

Udgivet: 16. juni 2017

Antal sider: 366

Vejl. pris: 249,95  kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-100

En mand bliver fundet død i en snedrive i Ørstedsparken. Politiet tror i første omgang, der er tale om en hjemløs, men det viser sig at være en af modeverdens kendisser. Politiassistent Jeppe Kørner og hans makker Anette Werner leder efterforskningen af det brutale drab.
Sideløbende med politiets efterforskning begynder pensionist Esther de Laurenti sin egen efterforskning af drabet – en efterforskning der bl.a. involverer radioprogrammet Mads & Monopolet.

“Blodmåne” er andet selvstændige bind i serien om Jeppe Kørner og Anette Werner og efterfølgeren til Katrine Engbergs debut “Krokodillevogteren” fra 2016.

Da “Krokodillevogteren” udkom roste jeg især Katrine Engbergs skrivestil, mens det denne gang er historien der imponerer.
Jeg er vild med den måde Katrine bruger Mads & Monopolet på i sin historie. Hvem havde troet, at det populære program ville komme til at spille en væsentlig rolle i en drabsefterforskning? Man kan næsten høre Mads Steffesens stemme, når der læses dilemmaer op i historien, hvilket gør plottet så troværdigt, at jeg ser radioprogrammet i et helt nyt lys efter at have læst bogen. Det er virkelig godt tænkt!

Der veksles mellem flere forskellige karakterer i historien, hvilket fungerer godt, da det skaber variation og udvikling. Det er umuligt at gennemskue, hvem der står bag drabene (for ja – der sker flere drab), og morderen afsløres først til allersidst, hvilket øger spændingen omkring opklaringsarbejdet.

Katrine har tænkt ud af boksen og skabt en unik, spændende og underholdende krimi, der får fem ud af seks hjerter.

Du kan læse anmeldelsen af “Krokodillevogteren” her.


 

Comments are closed.