Anmeldelse af “Under bjælken – Et portræt af Kronprins Frederik” af Jens Andersen

Titel: Under bjælken – Et portræt af Kronprins Frederik

Forfatter: Jens Andersen

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 1. november 2017

Antal sider: 380

Vejl. pris: 349,95  kr.

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-100

I otte kapitler – Dreng, Teenager, Akademiker, Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og Konge – fortæller Jens Andersen om Kronprins Frederiks liv. “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik” er baseret på samtaler og rejser med Danmarks kommende konge igennem halvandet år samt interviews med Kronprinsesse Mary, Prins Joachim, Dronning Margrethe og Prins Henrik, Kronprinsens venner, tidligere hofchef Per Thornit samt Kronprins Haakon af Norge og Kronprinsesse Victoria af Sverige.

“Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik” giver et interessant indblik i Kronprinsens liv. Bogen tegner et nuanceret billede af Kronprinsen, som det menneske han er med både succeser, udfordringer og fejltagelser. Samtidig giver bogen en forståelse for, at positionen som Kronprins ikke altid er så nem, som man måske forestiller sig. Med titlen følger nemlig nogle forventninger og en bevågenhed, som de fleste nok ville skulle lære at leve med. I bogen er der derfor også fokus på noget af den kritik, Kronprinsen har været udsat for, når han i løbet af årene har haft svært ved indfrie forventningerne. Men selvfølgelig handler bogen også om, hvor viljestærk, folkelig og respektindgydende Kronprins Frederik er. Han har uddannelser, ekspeditioner og sportslige præstationer bag sig, som kun de færreste kan gennemføre.

I “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik” kommer man tæt på Kronprinsen, – eller så tæt, som det nu er muligt uden at bryde illusionen omkring Kongehuset og dets medlemmer, for selvom man får et indblik i Kronprinsens liv og tanker, så holdes der stadig en distance, så der alligevel ikke røbes for meget. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af at have lært Kronprinsen en hel del bedre at kende, ligesom jeg har fået en større respekt for manden bag titlen og de ting, han har præsteret.

“Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik” er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Comments are closed.