Anmeldelse af “Helsematilde” af Matilde Trobeck

ItemImage-1.aspx

 

Titel: Helsematilde

Forfatter: Matilde Trobeck

Forlag: Rosinante

Udgivet: 21. April 2016

hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-64hearts-icon-6400609-10000609-100


Matilde Trobeck følges af flere tusinde danskere på de sociale medier som bloggeren Helsematilde. Hendes hovedbudskab er, at det skal være sjovt at være sund. Matilde nægter at ligge under for idealerne for, hvordan kvinder skal se ud, og hendes bog indeholder derfor tips til et sundt og sjovt liv. Der er opskrifter på alt fra morgenmad til sunde snacks, og træningsøvelser du enten kan lave alene eller sammen med en anden.

“Helsematilde” henvender sig til alle der trænger til inspiration til en sund og ufanatisk hverdag. Matildes filosofi er at skrive om de ting, hun gerne selv vil læse om, hvilket er en rigtig fornuftig taktik, for selvom bogen ikke indeholder noget skelsættende nyt, så er den inspirerende. Jeg tror, at mange kan relatere til Matildes oplevelser, og det er rart at læse, at man ikke er den eneste, der kæmper med at leve op til idealerne.

Jeg kan især godt lide, at Matilde opfordrer sine læsere til at være mindre selvkritiske og gøre op med det glansbillede, man ofte ser på de sociale medier. Matilde lægger f.eks. selv billeder op på sin blog, hvor hun har en plet på blusen, en stor bums eller har grædt – for som hun skriver – det er jo virkeligheden, og livet er for kort til at tænke dårligt om sig selv. To pointer mange af os nok har godt af at blive mindet om. Så selvom jeg måske ikke får lavet træningsøvelserne eller prøvet alle Matildes opskrifter, så har jeg alligevel fået noget ud af at læse bogen.

Du kan følge Matilde på helsematilde.com og på Instagram og Facebook under navnet @helsematildedk.

Comments are closed.